Søndagens vejr bød på flot solskin, men kun 4 grader fra morgenstunden, og noget forbavset var vi, da der også skulle skrabes rimfrost af ruderne på bilerne. Om det var årsagen til at kampen blev til en god, solid omgang værkstedshumor, skal jeg ikke kunne sige, men det blev sådan og det gik ud over vores modstandere fra Sporvejene.

Søndagens hold bestod af: Lisa, Stina, Gitte, Olde, Elsebeth, Lone og Iben.

Vi skulle spille på banerne 1-4. Olde startede ude, så Oldes “debut” med de nyerhvervede kugler måtte lade vente på sig. Tjuh hej for en start, den ene lukkede rude efter den anden, og strikes i lange baner, men det her med at råbe noget i kor og helst det samme, er ikke helt koordineret, måske fordi vi ikke rigtig har nogle regler for, hvad vi råber hvornår og ikke mindst hvorfor, når vi får en strikes eller flere af slagsen i træk. Så hvorfor ikke beygnde at indøve nye paroler og slogans? som sagt så gjort – og det blev så Ford – ganske logisk! Det fungerede perfekt, især efter vi fik fjernet et Fy- ord, som jeg skal sørge for kun at nævne i den helt rette sammenhæng smiley. Første serie vandt vi med “skandaløse” 1199 kegler (Ibens skyld, at vi ikke rundede de 1200, og så vidste hun det slet ikke tsk tsk tsk…). Det blev til fornemme serier på henholdsvis 191- 213 – 197 – 205 – 210 og 183. De første “2” point var hjemme.

Anden serie skulle vi blive ved med at holde koncentrationen (erstatningsord for fy-ord), det kneb måske lidt i ny og næ, men tilgengæld var vi ved at få styr på de nye paroler, og imens nogle var på vej i opladeren, var andre kommet ud af startkablerne, blandt andet Stina, der pludselig udfordrede hele holdet med at øve i de nye paroler og slogans. Stina gik jo totalt amok med de X’er der. I 8+9+10 rude får vi lige strammet op på karosseriet og napper endnu “2” point.

3. serie og baneskifte, så blev det Oldes tur til at få smidt de nye kugler afsted i en kamp. Det gik ganske fint, Olde lagde ud med en “KA” smiley. Stina tog selv fat i rattet og drønede bare derudaf, imens vi andre efterhånden kunne råbe i takt og samtidigsmiley.Vi vinder også 3. serie med 1112 kegler mod Sporvejenes 1075.

4. serie bliver faktisk ganske tæt, vi følges ad til langt over midten af serien, men så træder vi lige på speederen og øger føringen til sidst i serien og kommer først over målstregen og vinder med vores 1109 kegler mod Sporvejenes 1084. En samlet “10 – 0” sejr og 2 point til samlingen.

Vi vælter flotte 4476 kegler, Stina bliver topscorer med 813 kegler og havde serieforløb som følgende: 183- 213- 237 – 180, så hun kan godt køre hjem med maner og cruise på vejene, hun har i hvertfald køretøjerne til det.

Ses 22. oktober 2011 i Allerød mod NBC.

/Iben